Hørelse på almindeligt dansk
De få ord, der dukker op her, forklaret uden fagsprog.
- Audiogram
- Det er et dyrs høre-karakterbog: en kurve, der viser, hvor svag en lyd må være ved hver tonehøjde, før dyret lige akkurat hører den. Jo lavere linjen ligger, jo finere hørelse. Det er samme slags test, som laves på dig hos høreklinikken.
- Ultralyd
- Lyde, der er så høje, at dit øre ikke længere registrerer dem: over cirka 20.000 Hz. For dig er det total stilhed, men en hund, en kat eller en flagermus hører dem fint. Det er præcis dér, den “lydløse” hundefløjte ligger.
- Infralyd
- Lyde, der er så dybe, at dit øre ikke længere registrerer dem: under cirka 20 Hz. I stedet for at høre dem ville du mærke en dirren i brystet, som når en tung lastbil kører forbi. Elefanter og duer opfatter dem derimod, selv på flere kilometers afstand.
- Hertz (Hz)
- Hertz tæller, hvor mange gange i sekundet en lyd svinger. Få svingninger = dyb (tordenens rumlen, cirka 30 Hz). Mange svingninger = høj (mikrobølgeovnens bip, cirka 3.000 Hz). Og “1 kHz” er bare en kort måde at sige 1.000 Hz på. Du hører groft sagt fra 20 Hz til 20.000 Hz.
- Høretærskel
- Den laveste lydstyrke, hvor en lyd holder op med at være stilhed: netop det punkt, hvor et dyr begynder at høre den. Jo lavere det punkt ligger, jo finere hørelse.
- Partikelbevægelse
- Din trommehinde fanger lydens tryk, ligesom et sejl fanger vinden. Mange fisk og hvirvelløse dyr gør noget andet: de mærker den bittesmå frem-og-tilbage-bevægelse i vandet eller luften, når bølgen passerer. Det er tættere på at mærke lyd end på at høre den.
- Equalizer
- At skrue op eller ned for bas, mellemtoner og diskant hver for sig. Det er præcis, hvad bas- og diskantknapperne på et anlæg gør, og præcis, hvad Animal Ears gør ved din lyd, så den lyder, som hver art hører den.